Angst er en naturlig reaktion
Af cand.psych Elsa Schmidt
Forældre og pædagoger opdrager ikke kun med ord – men også ved at gå foran med et godt og trygt eksempel, når børn skal møde verden. Hvis børn gentagne gange oplever voksne med en irrationel frygt og en uhensigtsmæssig reaktion overfor f.eks. hunde, er der en risiko for, at børnene bliver bange for hunde. I værste fald for resten af livet.
Angst for dyr er noget vi lærer
Børn er ikke født med en naturlig angst for bestemte slags dyr. De er født med en naturlig angst for mærkelige og høje lyde og for pludselige bevægelser. Alle nyfødte børn testes for, hvordan de reagerer, når lægen løfter barnets ben op og pludselig slipper dem. Hvis barnet er neurologisk sundt, reagerer det straks med at skrige og slå armene op over hovedet. Det kaldes Moro-refleksen. Det er et af spædbarnets instinktive alarmsignaler til moderen, hvis der er noget galt. Efterhånden lærer mor og barn andre fælles alarmsignaler. Men det ukendte er naturligt angstvækkende for småbørn, helt op til 1 år, især hvis det ukendte bevæger sig hurtigt.
Selvom der er mange hunde i Danmark er det ikke alle børn, der har haft nærkontakt med hunde, når de er små. Både børn og voksne har billeder i hovedet af hunde – men mange har ingen egne erfaringer med, hvordan de er og kan være. De voksne har måske hørt og læst om hunde, der er blevet vilde og har bidt.
I nogle familier kan man have tradition for at holde hunde. I nogle kulturer anses hunde, katte eller andre dyr, som urene og smittebærende, eller opfattes ligefrem som skadedyr. Derfor er det en naturlig adfærd for nogle mennesker, at de fjerner sig, når de møder f.eks. hunde, for at undgå kontakt. Hos voksne er denne adfærd sjældent egentlig angst – men hos de små børn er det ofte angstreaktioner, fuldstændig svarende til danske småbørns angst.
Børns angst påvirker den voksne, og omvendt
Når voksne bliver bange, bliver børn det også – helt automatisk. Børn er afhængige af de voksne for at kunne overleve, og det ligger indbygget i alle børn. Derfor er det tilsvarende helt naturligt, at voksne skal blive opmærksomme, når der sker noget, der kan være farligt, især når de har flere børn i deres varetægt. Det er en ansvarlig reaktion at blive agtpågivende. Derfor ser man, at selv afbalancerede og fornuftige voksne kan blive bange for hunde, alene ved at børnene bliver angste. Den voksne bliver bange på børnenes vegne – ikke på sine egne vegne. Den form kan man bedst kalde beskytter-angst.
Men måden at blive bange på er vigtig, for der er stor forskel. Børns angst er altid det, man bedst kan kalde mig-angst. Usikker på sin egen lillebitte sikkerhed, og bryder hurtigt i halvpanik. Det er anderledes med voksnes angst, fordi de til en vis grad kan kontrollere deres reaktion, men også fordi der findes en række måder at mindske omfanget af den situation, der udløser angsten.
I bedste fald har den voksne lært at beherske halvpanikken, fordi han/hun har lært at kende forskel på forskellige situationer med hunde. Nogle situationer er langt mere farlige end andre. Nogle voksne har desuden lært at beherske deres egen angst fuldstændigt, og kan reagere lige så nøgternt som en brandmand på opgave. Disse voksnes reaktion kan man bedst kalde real-angst.
Angst vil kunne sprede sig fra den voksne til børnene – og videre til hunden og hundeejeren, hvis den voksne selv kommer ud af kontrol. Det kan både hunden og børn mærke, og de bliver utrygge. Derfor er det vigtigt at voksne – og børn – lærer at læse hundens kropssprog, så angst-spiralen ikke opstår: barnet bliver angst for hunden, den voksne bliver alarmeret af barnet, hvad der udløser angst hos den voksne (der måske er forstærket af en angst fra barndommen). Hunden oplever at barn og voksen opfører sig ”mærkeligt” – og bliver angst for barn og voksen.
Hvad skal hundeejere gøre
Hunde skal føres i snor – med mindre det er tilladt at have dem løbende frit, i f.eks. specielle hundeskove.
Når man ser børn eller en gruppe børn komme hen imod sig, skal man straks få hunden til at sætte sig roligt – og vente til børnene er gået forbi.
Hvis et barn skriger af angst på grund af en hund, er det vigtig at ejeren klapper den og roser den for at sidde roligt. Dermed skaber man en gensidig positiv og rolig stemning, og undgår at hunden bliver bange for børn. Når hunden sidder roligt kan gruppen gå forbi i fred og ro. Det er ikke sikkert, at alle børn er færdig med at være bange, mens de passerer.
Alle hundeejere bør være opmærksomme på, at mennesker i grupper – især børnehavebørn – kan få hunden til at gøre ting, som den ellers ikke plejer at gøre – selvom den er i snor. På smalle og befærdede fortove eller i situationer, hvor det er svært at komme væk, skal hundeejeren hele tiden have et øje på, hvem der går imod ham 50 meter længere fremme. Så kan hundeejeren nå at få kontrol over hunden, inden den begynder ellevild af glæde at løbe de fremmede i møde.
Hvad skal hundeejeren IKKE gøre
Man må ikke skælde hunden ud, når den har sat sig. Mange ejere vil gerne vise omgivelserne, at de har styr på hunden. Men når de skælder en lydig hund ud (den har sat sig) bliver den forvirret og samtidig oplever f.eks. børn, at der var en grund til at blive bange – for hunden bliver jo skældt ud. Og den begynder måske at knurre, fordi den er forvirret.
Lad aldrig børn i flok klappe en hund. Det stresser selv en meget lydig hund – og det kan udløse en konflikt.
Hvad kan voksne gøre – der er bange for hunde?
Voksne skal arbejde med at være i stand til at beherske deres egen angst, så de kan handle rationelt, så den naturlige angst den voksne har ikke spredes til børnene eller i værste fald til den fremmede hund. Ofte vil voksne opleve, at de bliver mindre angste – bare ved at lære lidt mere om det.
Hvis man er alene og møder en løs eller aggressiv hund, så stil dig roligt med siden til hunden - og bøj hovedet lidt. Hvis hunden løber rundt om dig – så stå stille – men bevæg dig evt. lidt så du hele tiden står med siden til hunden. Det er et klart signalt til hunden om ikke-fjendtlighed. Den vil falde til ro, sædvanligvis.
Husk at det ofte er hundens ejer – og ikke hunden, der kan give problemer: En stor og muskuløs kamphund med en fornuftig ejer i snoren kan være englesød at hilse på. En lille nuttet langhåret gravhund kan være det værste bæst at hilse på (glem ikke, at gravhunde også er kamphunde – der kan vinde over ræve og grævlinge).
Bange for hunde - Hvad skal man IKKE gøre:
Råbe ad hunden – løbe væk i angst, for det vil være et signal til at forfølge – som leg, eller som angreb.
Vær rolig. Vis du ikke er interesseret. Måske vil hunden snuse lidt til dig – og gå roligt og stille væk!.
Hvis hunden knurrer ad dig, siger den ”jeg er bange – gå væk”. Konflikten løses ved roligt og stille at gå væk eller stille sig med siden til hunden. Hvis man f.eks. råber eller er truende over for for en knurrende hund eskaleres konflikten.
God råd når du er sammen med børn:
Lær dit barn at klappe en hund rigtigt ved at vise hvordan
Gå ned i knæ og ræk en hånd frem på afstand - med håndfladen opad. Lad i stedet for hunden komme hen til dig. Du må ALDRIG klappe hunden oven på hovedet. Kæl i stedet under hagen og gå langsomt videre til øret. Lær barnet at kigge lidt væk, ikke at stirre direkte ind i hundens øjne. Små børn vil naturligt klappe oven på hovedet, og det gør de fleste hunde utrygge, fordi det i dyreverdenen er et aggressionstegn. Hunden vil opfatte det, som om barnet siger ”læg dig – underkast dig”.
Hvis du går på gaden med et nysgerrigt mindreårigt barn og møder en fremmed hund?
Prøv at få øjenkontakt med ejeren. Er det et menneske, du selv ønsker at tale med? Hvis ja – så spørg: ”Må jeg klappe din hund?” Gå ned i knæ og klap hunden under hagen. Mærk hundens reaktion (den vil typisk være god). Spørg derefter, om barnet må prøve – sæt dig ned på hug sammen med barnet og vis, hvordan man gør. Hvis ejeren er en, du ikke selv har lyst til at tale med, siger du til barnet, inden I når hen til vedkommende, at den hund ikke har lyst til at snakke med dig i dag (vi behøver ikke skræmme unødigt) så den vil I undgå, og at der er forskel på hunde. Nogle kan man godt gå hen til, andre skal man holde sig fra.
Hvis I er ude i naturen, og der pludselig kommer en halvstor hund løbende uden en ejer i syne?
Stop op. Behersk dig og forsøg ikke at vise, hvis du selv er bange. Typisk vil hunden også stoppe op og afvente. Hvis den løber videre, vender du siden til. At vende siden til er i dyreverdenen et signal om, at du ikke er fjendtlig. At være front-mod-front er et kamptegn.
Bedste forsvar for en voksen med et barn, der møder en tilsyneladende aggressiv hund i naturen er altså roligt at tage barnet op og vende siden til. Stå stille og kig den anden vej.
Hvis man løber eller går hurtigt væk, vil hunden typisk forfølge en, hvis ejeren ikke er i nærheden. Stå derfor stille og løft barnet op, hvis hunden er direkte aggressiv. Det er bedre, at den voksne i værste fald bliver bidt i benet, end at barnet bliver bidt i ansigtet. Men husk - det kun yderst sjældent går så galt.
Når du går på fortovet, og der kommer en hundeejer med en stor hund i snor?
De fleste voksne kan spotte potentielt farlige situationer med fremmede hunde på forhånd. Bevar roen og gå udenom. Hovedreglen er, at du bør gå langt udenom en hundeejer, som du ikke kan få en positiv øjenkontakt med på 50 meters afstand. Ofte handler det i lige så høj grad om at se hundeejeren an – og ikke blot hunden.
Alkoholiserede og stofpåvirkede hundeejere
Ligegyldigt hvilken race hunden er – om den er lille, stor, aggressiv, eller fredelig, så undgå at gå hen til hunde med påvirkede ejere. Hunden er usikker på om ejeren nu også kan ”klare førerskabet” og har ofte overtaget førerskabet – typisk på rolig måde. Men disse hunde er på vagt over for hvad som helst, der kan true ejeren, når han er påvirket. Hunden beskytter den svage ejer, og enhver uventet hændelse – selv en lillebitte ting - kan gøre en beskytterhund til en kamphund. |